Emily & Patrick
 |
|
Patrick McDonald er født og opvokset i Silkeborg, men bor med sin kone Emily og deres 4 børn i Oxford, England. Han er idémand til og grundlægger af Viva, som er en international kristen netværksorganisation, der arbejder på at forbinde forskellige projekter for og med børn i nød i lokale områder verden over. Viva Network rummer i dag 1 million børn fordelt på 8000 projekter i 24 lande. Patrick er flere gange forsøgt headhunted af andre store organisationer pga. sin dygtighed indenfor strategiudvikling og igangsættelse.
Patricks løn stammer fra private støtter samt en gruppe af kirker fra Silkeborg, som udover Silkeborg Frikirke omfatter Katolsk Kirke, Byens Kirke, Oasefællesskabet og Baptistkirken. |
|
Emily & Patrick med deres 4 børn, Isaac, Lukas, Benjamin og Micah |
|
|
Ønsker du at modtage nyt fra Emily og Patrick, så tilmeld dig nedenfor
Artikel fra Refleks, sommer 2009
Vore udsendte I
Af Sven-Aage Kristensen
De fleste af os har nok mødt vore missionærer Emily & Patrick, men en del ved måske ikke, hvorfor de lige er blevet vores og måske endnu mindre, hvad de lige er i gang med i Oxford. Jeg vil her ganske kort forsøge at skrive lidt om dette.
Jeg traf Patrick første gang i 1994. Da var han kommet tilbage fra en rundrejse i Syd- og Mellemamerika, og han var grebet af den nød blandt børn, som han havde været vidne til, og han havde set, hvor ineffektivt det arbejde, der blev gjort for at lindre deres nød ofte var. Men der brændte en ild i hans hjerte for at gøre noget ved det, og han havde en idé: Hvad om alle de gode kræfter kunne samles i en fælles koordineret indsats, og hvem var bedre egnet til formålet end Guds kirke, som fandtes alle vegne ud over hele jorden.
Patrick var kun 20 år dengang. Han havde været borte fra landet i flere år og han havde ikke et tilhørsforhold til nogen kirke, idet han var rejst ud første gang kort efter sin frelse som 17-årig. Alligevel lykkedes det ham at vække en flok menneskers interesse for visionen her i byen, og endnu vigtigere at få opbakning fra fire store kirkelige organisationer i England til at gå i gang med opgaven: At samle de forskellige kirkelige projecter i de forskellige byer, lande og verdensdele under én hat. Organisationen han startede kom til at hedde Viva Network.
Patrick havde ved at gå ”tiggergang” og på bedste UMO-vis været nødt til selv at skaffe sig økonomiske støtte til sit eget underhold, idet han ikke havde nogen missionsorganisation bag sig, men efterhånden fik han brug for en mere fast økonomisk støtte, end den han havde fået etableret i begyndelsen fra en spredt flok af kristne her i byen. Dette medførte så, at fem af byens frikirker: Apostolsk Kirke (Nu Silkeborg Frikirke), Baptistkirken, Katolsk Kirke, Oasefællesskabet og Pinsekirken (Nu Byens Kirke) i 1998 besluttede at tage ansvar for indsamling og støtte til ham og hans nystiftede familie i Oxford. Og der blev dannet en lokal Støttegruppe bestående af mindst én repræsentant fra hver af de nævnte kirker.
Hvorfor så lige Oxford? Se, Emily, Patricks forlovede var uddannet fra universitet i Oxford, og det viste sig at være et godt valg at etablere hovedkontoret dér, idet der blandt universitets-ungdommen var muligt at rekrutere de helt rigtige folk til at virkeliggøre visionen. I dag er der en stab på ca 30 frivillige, som er beskæftiget med bl.a. flg.arbejdsopgaver:
* at skabe opmærksomhed omkring børn i nød.
* at fremstille håndbøger og magasiner til brug i undervisning af medarbejdere i de forskellige gadebørns-projecter.
* at arrangere konferencer, hvortil inviteres ledere fra kirkelige og verdslige organisationer, som er optaget af børns ve og vel.
* at formidle kontakt mellen voluntører og projekter.
* at koordinere projecter og aktiviteter, så arbejdsindsatsen bliver til størst mulig gavn for flest mulige børn.
* og ikke mindst at mobilisere kristne til at bede for disse børn.
I begyndelsen var det ret svingende, hvor meget der blev sendt over til dem til deres personlige underhold, og mange gange har de måttet nøjes med meget lidt. Men som de fik børn, og det efterhånden blev nødvendigt for dem at indrette sig under mere ordnede forhold, steg behovet for yderligere støtte. Vi i Støttegruppen begyndte da i tro at garantere dem en fast månedlig indkomst, først 14.000, så 16.000, så 17.000, så 19.000, så 20.500 og nu 24.000 kr. + pensionsindbetaling.
Dette betyder dog ikke, at de oppebærer nogen stor løn, da det jo er deres fælles husstandsindkomst. Men hvis gaveindtægten holder i størrelse som sidste år, hvor den var på 352.285 kr. vil vi dog have mulighed for at øge deres månedsløn igen i år, hvilket vi naturligvis også gerne vil. Men da den månedlige gaveindtægt godt kan svinge en del, er vi nødt til at have en slags ”buffer”, så familien altid kan regne med at have en fast månedsløn. Og har vi meget i kassen kan vi jo også altid sende dem et ekstra beløb, hvis der er særlige behov.
De sidste par år har vi ud over løn kunnet sende dem ekstra 6.000 i feriepenge; 20.000 i 2007 til en fælles missionsrejse, så Emily og børnene kunne være med til Den dominikanske Republik og opleve Patricks missionsopgave på nært hold; samt ekstra 10.000 i 2008, da det kneb for dem med at få økonomien til at hænge sammen. Desuden sendte vores kirke uden om Støttegruppens regnskab en ekstra gave til dem på 20.000 kr, så alt i alt tror vi, at de får, hvad de behøver. Men vi i Støttegruppen vil med passende mellemrum spørge ind til deres økonomiske behov, så de ikke kommer til at mangle noget.
I 2008 blev andelen fra vores kirke 40.950 kr. Dertil kom så den ekstra gave på 20.000 kr.
